Hjertekamre
Forside | Biografi | Diskografi | Mail
Hjertekamre udkom 20. september 2004
se også www.illeborgoglysdal.dk, hvor du kan høre eksempler, finde pressemateriale, m.v.

           
 

Pressemeddelse:
Nina og Frederik var gift. Det var Ike og Tina Turner også. Sonny og Cher var gift, og bladan er også gift. ”Det er nok ikke anbefalelsesværdigt,” siger Jens Lysdal og tager sig eftertænksomt til hovedet. Han mener ikke (nødvendigvis) i det hele taget. Han mener bare, når man skal arbejde og lave musik sammen. Og på det ene punkt er han og Laura Illeborg tilsyneladende foran på points, sammenlignet med nogle af populær-musikkens klassiske møder mellem mand og kvinde. Netop fordi der aldrig har været andet end musik imellem dem.

I hvert fald kan man konstatere, at de færreste ægtefolk uden videre er i stand til at lægge fortiden bag sig, når tingene først er gået galt, og den vej rundt har Lysdal og Illeborg ikke haft problemer. Efter ti års pause genoptog de sidste år deres musikalske samarbejde og etablerede sig som en duo, og det har nu resulteret sig i albummet ”Hjertekamre” som udkommer den 20. september.

Albummet består – fraset et enkelt rent herre-nummer - af Laura Illeborg-tekster og Jens Lysdal-musik, og denne gang er det altså lykkes dem at få deres henholdsvis meget kvindelige og meget mandlige universer til at mødes, uden at bølgerne er gået ukontrollabelt højt. Og det handler i høj grad om ti års ekstra livserfaring i bagagen, mener Jens Lysdal: ”Vi har dybest set de samme styrker og svagheder som dengang begge to. Men vi har lært at få meget mere ud af dem. Personligt er jeg blevet langt bedre til at slippe kontrollen og lade musikken spille. Ingmar Bergman sagde engang, at man skal være velforberedt for at kunne improvisere, og det princip hylder jeg stadig. Jeg forbereder mig meget, men tidligere havde jeg en tendens til at sidde hjemme ved tegnebrættet og regne alting ud. Nu er jeg blevet bedre til at holde pølserne væk, når der er poesi i luften.”

Sådan var det åbenbart ikke helt, da de to spillede sammen første gang i tiden op til Illeborgs plade-debut, ”Lyv mig natten lys.”
Laura: ”Jeg fyrede Jens, fordi han altid var så skide sur.”
Jens: ”Ja, jeg kan huske, at Laura blandt andet skulle booke os, og jeg synes jo ikke, at der skete nok. Det fik jeg vist meddelt på en ret udiplomatisk måde. Hun syntes vist ikke, at der var livsglæde nok i samarbejdet.”
Laura: ”Nej, sådan kan man godt sige det. Jeg kunne ikke holde den der kontrol-ting ud, men efter den tid blev vi jo i hinandens periferi og holdt øje med hinanden. For der er en speciel kemi i mellem os og en særlig musikalsk forståelse, som nok handler om den der trang til en nordisk, melodisk og måske også melankolsk tone. Den har vi altid kunnet mødes i, og vi blev ved med at sende vores plader til hinanden i årene efter og holdt meget af dem. Jeg gjorde i hvert fald.”
Jens: ”Også jeg. Vi kommer nok også fra det samme sted, rent musikalsk. Vores Paul Simon-åre flyder i hvert fald fælles, og den jazzede attitude til tingene har vi begge to. Ikke at det er jazz, men mere jazz som livsindstilling. Vi vil ikke have musikken strømlinet og pæn og skræddersyet, som man er vant til det fra poppens verden. Den skal være åben for mange forskellige stemninger.”

Her nævner Lysdal så en fælles kærlighed, nemlig Jan Johanssons klassiker, ”Jazz på svenska.” Den plade ligger i hans mosters sommerhus, og selvom mosteren har meget god musik på lager, så ender det alligevel altid med, at den berømte plade med enfinger-melodierne på et eller andet tidspunkt kommer på. Fordi den kan det hele. Den passer til en lys og lykkelig lørdag formiddag i solskin, og den passer til en deprimeret tirsdag aften i regn og slud. Og at ramme en sådan kunstnerisk flertydighed fortæller noget om plads og rummelighed i musikken, og det handler også om at få det kvindelige og det mandlige til at mødes.
”Laura har en melankoli med et smil på læben, som er meget sjælden,” siger Jens. ”Imellem hendes mørke og hendes lyse, ironiske side ligger der utroligt mange undertoner og nuancer, som man som lytter i virkeligheden selv kan fylde ud. Det er meget, meget poetisk. Mange er enten-eller, og det keder mig, fordi det er så endimensionelt. I mange tilfælde er det enten pop uden undertoner, eller også er det så selvoptaget sort og selvudleverende, at det næsten ikke er til at holde ud. Og der er det utroligt givende at arbejde kvinde og mand, som vi har gjort. Hvis man er fem drengerøve i et funkorkester, så bliver det jo uendelig meget ren røv at trutte i. Og vi ved jo alle sammen, hvor forskellig tonen er mellem mænd og kvinder. Der lukker man jo henholdsvis for nogle kanaler. Man opprioriterer nogle andre aspekter i sig selv, når man samarbejder med kvinder, for de er en anden race. Man ved de tænker anderledes, og så er der nogle mere følsomme ting, som er tilladt.”

Laura kan sende komplimenten tilbage over bordet i forhold til Lysdals store professionalisme, hans overblik og ikke mindst hans strålende ører, og nu hvor alderen i stigende grad har givet ham sans for ”hullerne” og ”fejlene” i musikken, har hun i langt højere grad turdet underlægge sig hans naturlige rolle som spilstyrer i studiet. ”På den måde har det været fantastisk at mødes som voksne,” siger Laura. ”Vi havde en fortid sammen, vi delte stadig musikalske universer, og vi følte begge at vi var blevet klogere, og så alligevel ikke. Vi kommer virkelig fra et mandligt og et kvindeligt univers i vores måder at arbejde på, tænke på og leve på. Men denne gang turde vi for alvor supplere hinanden. Vi havde begge to soloplader bag os, og nu trængte vi til at gøre noget andet og vi havde overskuddet til at vove pelsen.”
Med den indstilling gik de to i studiet, og lynhurtigt kom den første indikation af, at de var på rette vej. Det var skuespilleren og filminstruktøren Hella Joof, som hørte en snas af de første demoer, og hun bad straks Laura og Jens om at levere et par numre til sin kommende film, ”Oh Happy Day”, som får premiere i oktober måned. Det endte med ”Hjertekamre” og ”Alt kan gå i stå”. Sidstnævnte er en sang om at være så forladt, at man tror det er løgn, og så er der ikke nødvendigvis nogen vej tilbage. Men det er så en helt anden historie…

Laura Illeborg er 35 år. Efter at have turneret som korpige med Johnny Madsen og udsendt Velvet-pladen med Peter Heegård i 1995, debuterede hun i 1996 i eget navn med ”Lyv mig natten lys.” Den blev fulgt op i 1998 af ”Sværger og lover” og i 2002 – fire år og to børn senere – kom ”Lidt in love”, der endnu engang høstede store anmelderroser og dokumenterede, at Laura er i sin helt egen klasse herhjemme, når det kommer til kvindelig sangskrivning.

Jens Lysdal er 44 år. I 1995 udgav han ”A matter of time” i eget navn, og i 2001 udsendte han duo-pladen ”Keep the light in your eyes” sammen med Hugo Rasmussen. Derudover har han som guitarist og producer arbejdet med bl.a. Alberte, Povl Dissing, Rasmus Lyberth og Sebastian, ligesom han har skrevet og produceret musik til adskillige spillefilm. Lysdal er bredt anerkendt som en af Danmarks mest fremtrædende guitarister, ligesom han ikke mindst i Sverige har opnået en position som en af tidens fornemste Cornelis Vreeswijk-fortolkere.

For yderligere info eller interviews venligst kontakt
Maria Theessink 70 22 01 35 / 26 22 67 11.
maria.theessink@sri.dk
www.artpeople.dk